Superstjernevirksomheder kan gøre Danmark til et mere ulige land
Tre regelmæssigheder karakteriserer den danske private sektor siden finanskrisen. For det første er produktivitetsvæksten accelereret i 10’erne. For det andet er der tegn på mindre konkurrence på varemarkedet. For det tredje er andelen af værditilvæksten, der tilfalder lønmodtagerne faldet med cirka seks procentpoint i den private sektor. Vi tror, at disse regelmæssigheder kan være påvirket af en fælles drivkraft.
Af Carl-Johan Dalgaard, Mette Ejrnæs, Jakob Roland Munch og Lars Gårn Hansen som tilsammen udgør Formandskabet for De Økonomiske Råd og Produktivitetsrådet. Artiklen er udgivet i Information 9. juli 2024.
En del af materialet bag denne kronik er udkommet i vores rapporter fra De Økonomiske Råd og Produktivitetsrådet over de forgange to-tre år. Men den direkte anledning til denne kronik er vores seneste produktivitetsrådsrapport, der udkom tidligere på året – og som grundet budgettilpasninger i øvrigt bliver den sidste. I rapporten stiller vi skarpt på den del af dansk eksport, der ikke krydser den danske grænse. Det er her, vores fortælling begynder.
Den fabriksløse produktion
At Danmark kan eksportere varer til udlandet, uden de krydser den danske grænse, kan virke mystisk for den uindviede. Et tænkt eksempel kunne være en dansk møbelvirksomhed, der sender design og råvarer til forarbejdning i Polen, hvorefter møblerne sælges i Frankrig. Avancerne ender i Danmark og tæller som dansk eksport i nationalregnskabet, hvilket øger det danske bruttonationalprodukt. Vi kunne kalde denne form for virksomhed for fabriksløs produktion.
Omfanget af vareeksport, der ikke krydser grænsen, er tordnet i vejret siden finanskrisen. I 2005, hvor den først opgøres i det danske nationalregnskab, udgjorde den lidt mere end ti milliarder kroner. I dag er det over 250 milliarder kroner. Det unikke ved vores analyser i den sidste produktivitetsrapport er, at vi har kunnet følge denne form for eksport ned på virksomhedsniveau.
Vores analyser viser, at ud af de cirka 1.200 fremstillingsvirksomheder, vi ved bedriver den slags handel i Danmark, er de ti mest eksporterende ansvarlige for hele 75 procent af alle avancerne; de fem største står for cirka 60 procent. Det viser sig, at der er tale om en lille gruppe store multinationale virksomheder, der i øvrigt har karakteristika, som nyere økonomisk litteratur normalt tillægger såkaldte superstjernevirksomheder.
De centrale karakteristika er i denne sammenhæng:
1) Høj værditilvækst per medarbejder, også kaldet arbejdskraftproduktivitet. I vores datasæt er produktiviteten i omtalte top-fem virksomheder det dobbelte af gennemsnittet.
2) Høj mark-up: Når prisen på det solgte overstiger enhedsomkostningerne, hvilket kan være udtryk for markedsmagt.
3) Lønkvoten er lavere end gennemsnittet.
En ny indsigt er altså, at superstjernevirksomheder også bedriver fabriksløs produktion i stor skala – i en dansk sammenhæng i al fald. Det er ny viden, så vi kan ikke sige, om det også gælder superstjernevirksomheder i andre lande. Desuden viser vores analyser, at netop omtalte handelsaktiviteter har stor indflydelse på de tendenser, vi indledte med at opregne.
Konkret tegner topfem-virksomhederne med mest fabriksløs produktion sig for næsten 20 procent af den danske produktivitetsvækst siden årtusindskiftet. Ligeledes kan top fem redegøre for næsten hele faldet i den private sektors lønkvote.
Der er også meget, der taler for, at indikationen på vigende konkurrence – en systematisk voksende gennemsnitlig mark-up – kan motiveres på lignende vis. I produktivitetsrådsrapporten fra 2022 fandt vi, at virksomheder, der deltager i den internationale arbejdsdeling, formår at øge deres mark-up. Forklaringen synes at være, at den omkostningsbesparelse, den internationale arbejdsdeling giver anledning til, delvist sætter sig i en højere mark-up. Vi kan endnu ikke sige med sikkerhed, om fabriksløs produktion som sådan driver mark-up’en i vejret. Men det er vores mistanke, og fremtidige analyser vil vise, om den er korrekt.
Disse fund bidrager med ny viden, der kan give anledning til refleksioner på en række forskellige områder.
Delvis afkobling mellem bnp og beskæftigelse
Hvis vi starter i maksimal flyvehøjde, sætter analyserne spørgsmålstegn ved den gængse fortælling om, at dansk erhvervsliv i al væsentlighed er drevet af små og mellemstore virksomheder. I de seneste par år har vanskeligheden ved at forudsige bnp-udviklingen nok allerede rejst tvivl om fortællingen, siden al vækst har kunnet tilskrives medicinalbranchen – og nok særligt én virksomhed i branchen. Men erkendelsen må nu være, at relativt få virksomheder markant har påvirket dansk økonomi i længere tid, end vi indtil nu har troet.
Er det et samfundsproblem, hvis værdiskabelsen (yderligere) koncentreres? Bidrager udviklingen til, hvad man kunne kalde systemisk risiko? Giver det udvalgte dele af erhvervslivet større politisk pressionskraft?
Tættere på jorden finder vi den refleksion, at hvis stadig mere dansk produktion sker i udlandet, hvad er så betydningen for arbejdsstyrkens kvalifikationsbehov i fremtiden?
Fremskrivninger om behovet for eksempelvis faglært arbejdskraft er baseret på historiske data, hvor de handelsmønstre, vi beskriver her, var af mindre betydning, eller simpelthen ikke forekom. Er der kvalifikationsbehov, vi overser? Hvilke kvalifikationer er særligt vigtige, hvis fabriksløs produktion spiller en stadig større rolle for Danmark?
I umiddelbar forlængelse ligger spørgsmålet om, hvordan beskæftigelsesudviklingen kan ventes at arte sig fremover. Fabriksløs produktion betyder en delvis afkobling mellem dansk bnp og beskæftigelse; bnp kan principielt øges uden brug af dansk arbejdskraft til selve produktionen. I princippet har denne handelsform egenskaber, der ligner automatisering af produktionen. Vil udviklingen bidrage til ledighed på længere sigt?
Hvordan vil det påvirke de løbende forhandlinger mellem arbejdstager og arbejdsgiver?
Den delvise afkobling mellem produktion og beskæftigelse betyder også, at perioder med høj økonomisk vækst ikke i samme grad ventes at indebære højere lønstigninger i fremstillingssektoren, hvilket ellers traditionelt har udgjort en konjunkturstabiliserende mekanisme. Desuden må der ventes en svagere kobling mellem traditionelle mål for lønkonkurrenceevne og eksport, siden omkostningerne for virksomheder, der bedriver fabriksløs produktion, i højere grad afhænger af udenlandske lønninger. Hvad er så retvisende mål for dansk konkurrenceevne?
Risiko for højere ulighed
I dag får staten betydeligt mere provenu fra lønbeskatning end beskatning af kapital. Hvad vil konsekvensen være, hvis faldet i lønkvoten fortsætter?
I efterårsrapporten fra 2022 til Det Økonomiske Råd kunne vi dokumentere, at et systematisk fald i lønkvoten kan forværre den langsigtede finanspolitiske holdbarhed. Det indebærer, at hvis udviklingen fortsætter, så kan det måske vise sig nødvendigt at justere i selve den måde, vi opkræver skatter på.
Hvis lønkvoten aftager, kan det øge indkomstuligheden. Når lønkvoten falder, fylder den mere ulige fordelte indkomstkomponent kapitalindkomst mere sammenlignet med den mindre ulige fordelte indkomstkomponent løn, hvilket alt andet lige øger indkomstforskellene.
Men den måske mest umiddelbare refleksion har afsæt i den erkendelse, at vores deltagelse i globaliseringen ser ud til at have øget den danske værdiskabelse markant og dermed også vores levestandard i det sidste kvarte århundrede. I en tid, hvor de politiske vinde ikke synes at være i ryggen på globaliseringen, er det også en refleksion værd.