Politikerne bør tage et opgør med rentefradraget

KOMMENTAR: Nyt studie viser, at rentefradraget ikke øger andelen af boligejere, men til gengæld gør de eksisterende boligejere mere forgældede, skriver Søren Hove Ravn i Altinget.

Rentefradraget lever normalt en stille tilværelse på de fleste danske boligejeres selvangivelse.

Et nyt forskningspapir har imidlertid sat dets økonomiske effekter under mikroskopet, og resultaterne er ikke opmuntrende læsning, hvis man leder efter gode argumenter for at bevare rentefradraget i dets nuværende form.

Statens udgifter til rentefradraget beløber sig til omkring 20 milliarder kroner om året. Til sammenligning svarer dette i runde tal til eksempelvis udgifterne til Statens Uddannelsesstøtte (SU) eller lidt mere end provenuet fra topskatten. Der er med andre ord tale om et meget betydeligt beløb.

I teorien skal rentefradraget sikre, at positive og negative renteindtægter behandles symmetrisk i skattesystemet:

Man betaler skat af renteindtægter, men kan tilsvarende trække renteudgifter fra i skat. I praksis fungerer rentefradraget som et statsligt subsidie til, at boligejerne kan optage større lån, end de ellers ville kunne.

I den amerikanske debat har boligejernes rentefradrag længe spillet en betydelig rolle som et politisk redskab til at øge den andel af amerikanerne, som er boligejere.

Dette har gennem årtier været en erklæret målsætning for skiftende præsidenter fra begge partier. Argumentet har blandt andet været, at boligejere føler et stærkere tilhørsforhold til deres lokalområde, fordi de har en økonomisk interesse heri, samt at de investerer mere i vedligehold af deres bolig til gavn for hele kvarteret.

Herhjemme har den slags argumenter ikke spillet så stor en rolle, men det er dog et faktum, at politikere over en bred kam har trådt hinanden over tæerne for at fremstå som garanten for tryghed for landets boligejere.

Et nyt akademisk studie, som er accepteret i et førende fagtidsskrift, har nu undersøgt virkningen af rentefradraget i Danmark.

Et hold af danske og amerikanske økonomer har studeret virkningen af den reduktion af værdien af rentefradraget, som blev gennemført tilbage i 1987. Her blev rentefradraget reduceret for især husholdninger i toppen af indkomstskalaen.

Økonomerne anvender denne reform til at studere, hvordan danske husholdninger reagerer, når deres rentefradrag ændres.

Deres resultater indikerer, at rentefradragets effekt på andelen af boligejere er et stort, rundt nul. Derimod køber boligejerne større og dyrere huse.

Endelig viser resultaterne ikke overraskende, at rentefradraget medfører, at boligejerne bliver betydeligt mere forgældede.

Med disse resultater i baghovedet er der grund til, at politikerne genovervejer, om rentefradraget er en hensigtsmæssig anvendelse af de mange milliarder.

Større og dyrere boliger skal være danskerne vel undt, men det er svært at se, hvorfor staten skal hjælpe os til at købe større boliger, end vi ellers ville have gjort.

Nok så væsentligt er det yderst uhensigtsmæssigt fra et makroøkonomisk synspunkt, at staten ligefrem tilskynder danskerne til at forgælde sig helt op til skorstenen.

Siden finanskrisen i 2008 har et utal af akademiske studier dokumenteret, at høj og stigende gæld blandt husholdningerne gør økonomien mere skrøbelig og fører til dybere og mere langvarige økonomiske tilbageslag.

Danske husholdninger er blandt de mest forgældede i verden, og selv om gælden typisk modsvares af store pensionsopsparinger, så løser dette ikke alle problemer.

Den Internationale Valutafond (IMF) har gentagne gange opfordret de danske myndigheder til at lægge en dæmper på væksten i husholdningernes gæld.

En afskaffelse eller kraftig nedskæring af rentefradraget vil være en særdeles smart måde at imødekomme disse opfordringer.

I en tid med rekordlave renter vil en gradvis udfasning endda kunne gennemføres forholdsvis smertefrit for husholdningerne, især hvis de sparede milliarder sendes tilbage til danskerne i form af lettelser i skatten på arbejdsindkomst.

Søren Hove Ravn (født 1984) er ph.d. og lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.