Mindeord
Professor Anders Ølgaard
Med Anders Ølgaards død natten til 25. april har dansk økonomi mistet en usædvanlig markant profil. Han blev 82, og selv om han de sidste 10 år kæmpede med cancer, var han aktiv til det sidste. Han fik et virke på mere end 50 år inden for økonomi og offentlig debat. Han var allerede et kendt navn og professor på Københavns Universitet, da han disputerede med en stor afhandling om vækstøkonomi i 1966, og hans sidste store arbejde, erindringsbogen "Den syngende vismand", udkom, efter han var blevet 80. Hans første kronik kom i 1959, hans sidste om skattestoppet i 2006.
Han satte sit præg utroligt mange steder. Som økonomisk overvismand 1970-1975 var det i høj grad ham, der skabte de spilleregler, som stadig styrer vismændenes virke. Det var ham, der fik fasttømret, at de skulle være fuldstændigt uafhængige af politiske og økonomiske interesser. Det var ham, der ubønhørligt kæmpede for, at økonomi skulle kunne praktiseres fagligt solidt uden derfor at blive uforståeligt for politikere og offentlighed. Det er et ideal, som efterfølgerne siden har kæmpet hårdt for at leve op til.
Hans udgangspunkt var Økonomisk Institut i Studiegården. Her havde han det samme kontor i mere end 50 år - et kontor han havde til sin død, og hvor han kom regelmæssigt til det sidste. Disse årtier i samme kontor står som symbol på den urokkelige forbindelse, der var mellem Økonomisk Institut og Anders. Han kæmpede for instituttet udadtil og for sine synspunkter inden for instituttets mure, og det gjorde han på mangfoldige poster; i konsistorium, i studienævnet i 1970erne som bolværk mod marxisterne og som institutbestyrer 1985-1993.
Det faglige miljø også uden for universitetet prægede han som redaktør af Nationaløkonomisk Tidsskrift og senere som formand for Nationaløkonomisk Forening. En solid økonomisk debat på dansk, der dog aldrig måtte blive provinsiel, havde en stor plads i hans hjerte, og det var derfor fuldt fortjent, at han i 1998 som den første i mere end 25 år blev udnævnt til æresmedlem af Nationaløkonomisk Forening.
Men også uden for økonomverdenen blev der ofte kaldt på ham; han var formand for og medlem af utallige kommissioner og udvalg f.eks vedrørende inflationens årsager, Færøerne, P&T, boligpolitik, monopollovgivning og medicinpriser. Han var i bestyrelsen for Den Danske Bank og for Lønmodtagernes Dyrtidsfond i en lang årrække. Hans virke var således meget bredt, men det betød ikke, at han var en flagrende natur. Tværtimod var han sjældent rodfæstet. Hans udgangspunkt var hele livet igennem opvæksten i Sønderjylland, en respekt for den folkelige debat og for en fagkundskab, der skulle være i orden, men også kunne bruges og forklares.
Hans gerning har sat sit direkte præg på dansk samfundsvidenskab, på mange af samfundets institutioner og på tusindvis af tidligere studerende. Vi er mange, der prøver at leve op til nogle af de idealer, han lærte os, og som han selv levede efter. Ære være hans minde.
Dekan Troels Østergaard Sørensen
Fhv. overvismand Niels Kærgård
Institutleder og formand for Nationaløkonomisk Forening Peder Andersen